Kundeoplevelser

Kundeoplevelser

Nogle af de klienter jeg har haft i et terapeutisk forløb har indvilliget i at skrive, hvad de har fået ud af at komme her, så du med deres ord kan læse, hvilket betydning terapi har haft for dem.

Her er hvad de har skrevet:

Mine sessioner hos Heidi har været med til at give mig den vildeste forløsning. En stor sorg ramte mig efter tabet af min søn ved fødslen. Jeg skulle snart føde barn nr.2 og troede kun jeg skulle tjekkes på sygehuset, men så var hjertelyden væk… Få minutter senere startede en blødning og jeg måtte akut føde min lille dreng. I næsten 4 år gik jeg og bar min sorg. Jeg forsøgte samtidig at være der for mit første barn, som kun var 4 år på daværende tidspunkt. Jeg forsøgte at være tilbage på jobbet som lærer. Jeg gennemgik en graviditet med mit tredje barn i stor frygt for at det samme ville ske. Jeg ledte konstant efter tegn på at barn nr.2 var her og købte ting som skulle minde mig om ham. Der var altid en følelse af dårlig samvittighed over at han skulle ligge ude i den kolde jord og når jeg kørte forbi fik jeg et stik i maven. Før jeg kom til Heidi, havde jeg prøvet, sorggruppeforløb, 2 psykologer, stressforløb og samtaler med min læge. Jeg hørte desværre først om EMDR behandling via min sidste psykolog, som syntes at det kunne gavne mig. Jeg fandt ret hurtigt frem til Heidi. Jeg ville ønske at alle som kommer ud for traumer får og vide at EMDR behandling kan være det, som kan “sætte én fri”. Jeg er meget taknemmelig for at jeg gennemgik behandlingen hos Heidi og hvor ville jeg ønske at nogen havde oplyst mig om muligheden lang tid før. Heidi er det kærligste menneske og hun tager dig i hånden fra du træder ind i hendes hyggelige og trygge behandlerrum. Jeg vil anbefale Heidi til alle som kæmper med deres tanker og følelser.
(Kvinde 40 år)

“Ved det første møde tænkte jeg om Heidi: “Hun kan da ikke rumme al det tunge som jeg bærer rundt på”. Men jeg tog fejl. Heidi kunne både rumme det – og mig. Mest betydningsfuldt er det dog, at jeg har lært at rumme mig selv. Jeg lærte at jeg er ok, som jeg er. Og lag for lag er jeg sluppet af med al den mørke skyld og skam som ikke hørte mig til. Jeg har det meget bedre nu. Der er langt mellem de tunge dage – og når de kommer så ved jeg hvad jeg skal stille op. For det har jeg lært – på en hjertevarm, nænsom og respektfuld måde.”

Jeg valgte efter at have været præget af en del angstanfald og generelt dårlige tanker efter jeg var udsat for en voldtægt at tage kontakt til Heidi. Det tog mig 1,5 år at tage mig mod til at tage kontakt til en psykolog.
Jeg var meget skeptisk, og meget i tvivl  om det var en voldtægt, det var derfor et stort skridt for mig at tage kontakt til Heidi da jeg ikke var sikker på hvad det var.

Heidi og jeg aftale, at jeg skulle starte i EMDR behandling, dette var jeg også en smule skeptisk overfor, men det viste sig alligevel virkelig at gavne mig. Jeg har blandt andet ikke vist følelser om situationen inden, men efter denne behandling begyndte jeg virkelig at mærke en forskel, og mine følelser kom helt automatisk frem.

Jeg er nu meget lettet og glad for, at jeg valgte at gå i behandling ved Heidi og fortryder, at jeg ikke gjorde det noget før.

Jeg var med i et harmonika sammenstød på motorvejen. Da vi var bremset ned blev vi ramt med høj fart bagfra, af en lille lastbil. Efter det blev jeg meget bange, når en lille lastbil kom tæt på mig bagfra, så skyndte jeg mig at dreje væk. Når jeg gik på fortovet, og der kom biler bagfra, vendte jeg mig om. Så startede jeg hos Heidi hvor vi gik i gang med EMDR behandling. Efter 7 behandlinger er jeg helt mig selv igen. Tusind tak Heidi.

“Da jeg først havde talt med sundhedsstyrelsen og fået en tid hos Heidi var jeg meget i tvivl, om jeg overhovedet skulle gøre det, da jeg ikke troede at det ville hjælpe noget. For hvorfor skulle det hjælpe når det ikke var lykkedes at hjælpe mig selv, med hensyn til det incest jeg havde været udsat for. Da jeg første gang kom til Heidi var jeg lidt tilbageholdene, men prøvede at være åben. Jeg følte mig i trygge hænder og efter et par gange fik jeg fortalt om selve incesten-selvom det var svært. Det var en stor lettelse at få fortalt det, og i dag er jeg rigtig glad og har det rigtigt godt. Heidi guidede mig gennem forløbet og gjorde det lettere at tale om og det var en stor hjælp for mig  . Så jeg kan kun anbefale at man henvender sig til Heidi hvis man har brug for hjælp”

“Jeg så og hørte tilfældigt Heidi til et foredrag om seksuelt krænkede. Selvom jeg havde opgivet alt håb om hjælp, udstrålede Heidi noget, som fik mig til at tro, at hun måske alligevel kunne hjælpe mig. Selvom forløbet har budt på mange op- og nedture, er jeg blevet stærkere og klogere på mig selv og de egenskaber jeg som person besidder. Jeg tør stå ved mig selv, som jeg nu engang er – både over for mig selv, men også over for min omverden. Jeg er blevet forandret til en stærkere mig, som nu kan leve med min fortid, uden at den er generende på samme måde – jeg kan se en fremtid med massere af glæde og positive oplevelser. Jeg er ikke i mål endnu – men jeg ved gennem tiden ved Heidi, at jeg nu er på rette vej”

Jeg har været rigtig glad for mit supervisionsforløb ved Heidi. Hun har en evne til at forstå borgeren, mig som menneske og fagperson samt de rammer jeg arbejder indenfor, hvilket gør, at hendes råd og vejledning bliver præcis, relevant og let-omsættelig. Hun er enormt vidende, iderig, empatisk og hjælpsom og formår at formidle sin psykologiske viden både på et teoretisk og praktisk niveau. Jeg kan varmt anbefale at bruge Heidi som supervisor.

D, psykolog på vej mod autorisation.

“Bevidstheden om mig selv og et svar på, hvorfor jeg føler og tænker som jeg gør. Det har givet mig ro til at fokusere på det menneske som jeg virkelig er, men bare ikke har haft mulighed for at være. Jeg har fået redskaber der guider mig i den retning, jeg selv har lyst til at bevæge mig hen imod.”

“Jeg er rigtig glad for at gå hos Heidi. Mit terapiforløb har givet mig nogle værktøjer, som jeg har nytte af næsten dagligt. Det er bl.a. at finde den indre ro og at få dagligdagen til at hænge sammen. Jeg kan mærke en positiv forskel når jeg har været i terapi”

© Copyright - Psykolog Heidi Foldager - Læs om: Datasikkerhed