Om mig

Psykolog Heidi Foldager

Erhvervserfaring

Jeg blev uddannet som cand. psych. fra Århus Universitet i 2002.
Arbejdsmæssigt har jeg beskæftiget mig en del med børne- og ungeområdet gennem arbejde på et børnehjem samt i Pædagogisk Psykologisk Rådgivning. Arbejdet her har bestået i terapi, testning og undersøgelse, supervision af lærere og pædagoger samt rådgivning af forældre.

Jeg har også været ansat i det private erhvervsliv, hvor vi arbejdede med organisation og ledelse samt outplacement, og her var mine primære arbejdsfelter rådgivning/coaching og undervisning.
Sideløbende med dette har jeg haft en privat praksis med klienter, som primært har været voksne mennesker med problemer inden for områder som stress, parforhold, lavt selvværd m.m.

Siden d. 1 april 2013 har jeg været fuldtids privat praktiserende.

Jeg har også i en årrække været tilknyttet Center for Mentalisering i Århus.

Uddannelsesmæssig baggrund og efteruddannelse

Undervejs i mit psykologistudie havde jeg i en årrække et frivilligt arbejde i en forening for seksuelt krænkede og incestramte, og beskæftigede mig med dette område både i teori og i praksis.

Da jeg havde færdiggjort min uddannelse og fik arbejde, påbegyndte jeg min autorisation gennem Dansk Psykolog Forening og blev autoriseret i maj 2007. I 2019 blev jeg godkendt som specialist i psykoterapi med voksne.

Jeg har en efteruddannelse i Somatisk Orienteret Psykodynamisk terapi, der har fokus på sammenhængen mellem krop og psyke. Det er en godkendt efteruddannelse hos Dansk Psykolog Forening som led i at blive specialist i psykoterapi og supervision. Derudover holder jeg mig løbende orienteret og uddannet, ved at tage forskellige kurser inden for terapi og traumer.

Jeg har ligeledes en efteruddannelse i EMDR (færdiggjort i 2016), som er en forskningsbaseret og anerkendt traumebehandlingsmetode, som både kan bruges til enkeltstående traumer og komplekse traumer.

Det faglige og teoretiske udgangspunkt i mit arbejde

Jeg oplever ikke, at én enkelt teori rummer svarene på det hele, og derfor arbejder jeg med et forskelligt udgangspunkt afhængigt af den problematik der søges hjælp for, og det menneske jeg møder. Jeg bruger dog primært en psykodynamisk tilgang, og kan arbejde mere kognitivt efter behov.

Min grundlæggende indfaldsvinkel i det terapeutiske arbejde er sammenhængen mellem krop og psyke. Det er min overbevisning, at vi i langt højere grad end de fleste er opmærksomme på, har psykiske problemer som sætter sig i kroppen eller omvendt. Derfor har jeg stor opmærksomhed på denne sammenhæng, og på hvordan det kan være en del af det arbejde man skal lave, og den løsning man skal finde.