Hvorfor opsøge en psykolog?
Der kan være mange forskellige grunde til, at man opsøger en psykolog, og det er vigtigt, at du tager dig tid til at vælge den rigtige.
Du kan have oplevet kriser, traumer, samlivsproblemer, selvværdsproblemer, sorg ved tab af en nærtstående, skilsmisse, stress, angst, familieproblemer, vanskeligheder med at opdrage dine børn m.m.
Du kan også opleve, at der er mønstre, der gentager sig i dit liv, og derfor have et ønske om at sætte gang i nogle forandringsprocesser. Du kan også “blot” have et ønske om at blive klogere på dig selv, og den spændende og til tider svære proces det er, at leve livet.
Det er i situationer som disse, at du hos psykologen kan få hjælp til at komme gennem kriser og svære perioder, ved at finde eller genfinde indre ressourcer, få nye handlingsstrategier og/eller få en ny måde at anskue dit liv på. Du kan opleve psykologen dels som en professionel samtalepartner, der på neutral vis både kan støtte og udfordre dig, dels som en sparringspartner, der omsorgsfuldt kan hjælpe dig på vej.
Jeg er medlem af Dansk Psykolog Forening, er autoriseret og specialist i psykoterapi, har en psykodynamisk kropsterapeutisk efteruddannelse samt en efteruddannelse i traumebehandlingen EMDR. Det er min grundlæggende overbevisning, at der er en nøje sammenhænge mellem krop og psyke. Jeg tror, at vi i langt højere grad end de fleste er opmærksomme på i dagligdagen, har psykiske problemer der sætter sig i kroppen eller kropslige symptomer afspejler psykiske problemer. Derfor har jeg stor opmærksomhed på denne sammenhæng, og på den indfaldsvinkel det kan give i det terapeutiske arbejde – et arbejde jeg laver med fokus på professionalisme, nærvær og hjertevarme.
Jeg glæder mig til at møde dig som det menneske du er og hjælpe dig på vej …