EMDR:
EMDR står for Eye Movement Desensitization and Reprocessing, og er en integrative psykoterapeutisk behandlingsmetode, som er udviklet til og særlig egnet til traumebehandling. I behandlingen arbejdes der med, at dine to hjernehalvdele skal finde ud af, dels at bearbejde det ønskede materiale, men også at sortere i det således, at hjernen finder ud af hvad der er nutid og hvad der hører fortiden til. EMDR har vist sig særlig brugbar ift. at mindske de erindringsforstyrrelser som ofte kommer i forbindelse med et traume.
Metoden kan også bruges til angst og panikreaktioner, sorg, reaktioner på fysiske sygdomme og andre reaktioner som kan hænge sammen med stærke følelser.
En EMDR session tager typisk mellem 60-90 min, og består både af en forberedelsesfase og selve behandlingen. Hvor mange sessioner der er nødvendigt afhænger af forskellige ting, blandt andet om der er tale om et enkeltstående traume (overfald, biluheld, en voldtægt, dødsfald e.l.) eller om der er tale om adskillige traumer (fx en opvækst med vold/seksuelle overgreb, deltagelse i krig eller andre længerevarende forløb med traumer).
Hvis vi sammen finder ud af, at EMDR er en egnet behandlingsmetode for dine udfordringer, vil du blive sat grundigt ind i behandlingens forløb. Du kan også læse meget mere på EMDR foreningens hjemmeside på www.emdr.dk. Jeg er uddannet gemmen EMDR Danmark, og blev akkrediteret i 2019.
OBS! Vær opmærksom på, at der desværre er en del fagpersoner der desværre tilbyder EMDR-behandling uden at være rigtig uddannet gennem EMDR Danmark. De har ofte kun et weekendkursus eller et kortere kursus hos en udbyder der ikke selv er ordentlig uddannet, og derfor kan du ikke være sikker på, at du er i fagligt kompetente hænder. I bedste fald hjælper behandlingen ikke, og i værste fald kan du risikere at få det værre. Dette er desværre noget som foreningen jævnligt hører om, og jeg er også flere gange blevet kontaktet af mennesker som er i akut nød efter sådan en uprofessionel behandling. Så vær sikker på at den person du søger EMDR behandling hos er ordenligt uddannet, og det gør du ved at tjekke om vedkommende står opført på EMDR Danmarks hjemmeside.